Kort forklaring: Et sort hul er et område
i rummet, hvor tyngdekraften er så fantastisk stor, at end ikke lys
kan undslippe
Et sort hul er det mest fantastiske objekt i Universet. Det er hverken stof (som
stjerner, planeter og cykler) eller stråling (som gammastråler, grønt lys og
radiobølger). Faktisk er det en klump af tyngdekraft, der opholder sig i det
tomme rum.
Et sort hul dannes, når en stjerne tungere en omtrent 25 solmasser ender sit
liv.
En stjerne er resultatet af ligevægten mellem to kræfter: Tyngdekraften, der
prøver at trække alting sammen, og energiproduktionen, der prøver at skubbe alt
fra hinanden. Når stjernen har forbrændt al sin brændstof, kollapser den. For
lette stjerner stopper dette kollaps ved stadiet af en
hvid dværg, mens tungere stjerner eksploderer i
supernovaer og efterlader en
neutronstjerne.
Er stjernen imidlertid tungere en omkring 2 – 3 solmasser, er intet i
stand til at forhindre katastrofen:
Kollapset fortsætter, indtil alt det, der ikke er blevet blæst væk af
supernovaeksplosionen, er krympet sammen til et enkelt punkt! Den
endelig masse
er typisk nogle få solmasser, anbragt ikke indeni et meget lille volumen, men i
et enkelt punkt!
E t e n k e l t p u n k t !
I nærheden af dette punkt forudsiger Einsteins relativitetsteori, at
tyngdekraften er så ekstrem, at selve rummet krummes og tiltrækker alt der
kommer for tæt. Jo tættere man kommer på punktet, desto stærkere tyngdekraft, og
jo større fart kræves dermed for at undslippe. Indenfor den såkaldte
"begivenhedshorisont", der for et sort hul på en enkelt solmasse er 1.8 km fra
punktet,
overstiger denne nødvendige fart lysets hastighed, hvilket vil sige at intet,
ikke engang lys, kan undslippe.
Definitionen på det sorte hul er sfæren "indenfor" begivenhedshorisonten.
Ikke bare rummet, men også tiden krummes i nærheden af et sort hul, forstået på
den måde, at jo tættere man kommer begivenhedshorisonten, desto langsommere går
tiden, set fra fjern afstand. En astronaut, der falder mod det sorte hul, føler
intet specielt ved selve horisonten, men vil til sidst blive revet i stykker af
tidevandskræfter og ende i punktet. Fra den fjerne observatørs synspunkt vil
astronauten imidlertid falde langsommere og langsommere, og når aldrig (!)
horisonten.
Dette faktum medfører adskillige filosofisk svært acceptable fænomener. Hvad der
tager f.eks. ét minut for den faldende astronaut, tager ikke bare meget
lang tid, men for evigt (!) for den fjerne observatør. Ydermere, hvis den
faldende astronaut har en kraftig raket, så han kan komme tæt på horisonten og
derefter vende tilbage til sine venner, vil han finde, at mens rejsen tog ham
f.eks. en time, er der gået 100 år i den "ydre" verden. På denne måde kan et
sort hul bruges til at rejse frem i tiden (men ikke tilbage — hertil må
man benytte andre midler...).
Hvis du har flere spørgsmål om dette betagende fænomen, eller noget som helst
andet, tøv endelig ikke med at skrive til mig på
Læs også mit svar til Lasse og Daniel fra
Kirkebakken Folkeskole, der skulle skrive projekt om Verdens Ende, og gerne
ville vide om det ville kunne skyldes et sort hul.
