I atomets referenceramme forlader fotonen atomet med samme frekvens som den
kom ind med. Men for en ekstern observatør ("os") vil atomets bevægelse
generelt Dopplerforskyde fotonens frekvens. Det er den samme effekt,
der får en ambulances sirene til at lyde ens for gutten, der kører ambulancen,
lige meget hvor hurtigt han kører, mens for os, der står i vejkanten,
vil lydens frekvens være højere, når ambulancen kører mod os, og lavere når
den kører væk fra os.
Man kan spørge om det giver mening at referere til fotonen som værende den
samme før og efter spredningen, eftersom den faktisk ophører med at eksistere
(i omkring en hundredmilliontedel af et sekund) og eftersom, for den eksterne
observatør (os i vejkanten), dens energi har ændret sig.
Alligevel, selv om den ikke eksisterer for en kort tid vil den i atomets
referenceramme (gutten i ambulancen) — der kan være lige så god som en
hvilken som helst anden referenceramme — opretholde en "hukommelse"
om sin energi før begivenheden. Dens eksistenstilstand er således ikke
uafhængig af dens tidligere beskaffenhed, og dét at dens indre egenskaber
tilsyneladende ændrer sig er udelukkende en konsekvens af, at vi ikke
flytter os sammen med atomet. Som følge deraf vil vi (eller i hvert fald jeg)
fra ethvert filosofisk og, i særdeleshed, pragmatisk synspunkt postulere,
at fotonen er én og samme foton, indtil den ødelægges af en anden fysisk
process (f.eks. absorberes af støv og genudsendes som infrarødt lys).